Der var ikke nogen røde lamper, der blinkede, eller sirener der hylede, når revisorerne tog fat på at kigge IT Factory og Stein Bagger efter i sømmene.
Tre af KPMGs revisorer, der skulle godkende regnskaberne i it-selskabet, sidder i vidneskranken tirsdag i ankesagen mod Mikael Ljungman. Og der var intet, der fik de tre til at fatte mistanke.
- På mig virkede Stein Bagger som en person med rigtig dybt kendskab til virksomheden, med rigtig dybt kendskab til produktet - og på mig virkede det som om, han havde et endog meget stort kendskab til detaljen, siger Erik Dybdahl, statsautoriseret revisor i KPMG.
Revisionsselskabet reviderede i 2005, 2006 og 2007 IT Factorys regnskaber. Og trods indgående gennemgang af bøgerne i selskabet fandt revisorerne for det verdensomspændende selskab ikke noget mistænkeligt.
Det var Mikael Ljungmans forsvarer, Ebbe Mogensen, der havde sat de tre revisorer stævne i Østre Landsret. Hans mission er at sandsynliggøre, at Ljungman handlede i god tro, da han gjorde millionforretninger med Stein Bagger.
Igen og igen lød det fra Ebbe Mogensen:
- Og der var ingen faresignaler?
Og igen og igen kunne revisorer fortælle, at Stein Bagger virkede troværdig og kompetent.
Statsautoriseret revisor Thomas Riis mødte Stein Bagger tre til fire gange. Og han fattede heller ikke mistanke til Baggers forretningsmetoder.
- Stein Bagger virkede meget troværdig - jeg havde ingen mistanke om noget. Sammenbruddet i IT Factory kom meget bag på os, forklarede Riis.
Mikael Ljungman blev i byretten idømt seks års fængsel for sin medvirken i Stein Baggers svindelcirkus. Sagen kører nu i Østre Landsret. Ljunkman har hele tiden nægtet sig skyldig.
ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde