Klaus Riskær Pedersen kan lige så godt give op og betale, hvad han skylder. Det mener advokaten for de tre banker, der vil have Riskær erklæret konkurs.
- Det er et spørgsmål om, at han prøver at trække tiden, men det ændrer ikke ved resultatet, siger bankernes advokat, Peter Wedel Ranch Krarup fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen og partnere.
Danske Bank, Sydbank og VB Finans Holding - der nu er overtaget af Nationalbanken - vil have erklæret Riskær konkurs. De kræver 41 millioner kroner plus 10 års renter - i alt 78 millioner kroner.
I retten i Kolding forsøgte Klaus Riskær Pedersen mandag i første omgang at få sagen afvist, fordi han selv mener, at han har bopæl i Spanien og derfor ikke kan erklæres konkurs i retten i Kolding. Men den købte dommeren ikke.
- Riskær sidder fængslet i Sønder Omme og kan derfor kun opholde sig der. Derfor hører sagen hjemme her i Kolding, slår han fast.
Riskær og hans advokat vil dernæst have sagen afvist på grund af nogle teknikaliteter omkring hans rolle som kautionist i konkursboet fra 1992. Men bankernes advokat er ikke i tvivl om, at Riskær kommer til at betale, hvad han skylder ifølge bankerne.
- Det er klart, at man finder på forskellige forklaringer for at prøve at undgå en konkurs. Men grundlæggende set, så har han jo erkendt at skylde pengene, siger advokaten.
Riskær mener, at bankerne har nølet med at indkræve deres penge, men det afviser deres advokat.
- Når en person har været igennem en konkurs, er der ingen grund til opkræve penge umiddelbart efter. Man lader lige folk tjene nogle penge først, så der er noget nyt at komme efter. Det hjælper ikke at hive folk i retten og erklære dem konkurs, hvis man får to kroner ud af det, siger Peter Wedel Ranch Krarup.
Han vurderer, at Riskærs samlede gæld løber op i 175 millioner kroner. 78 millioner kroner fra bankerne plus gæld til andre gamle kreditorer.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker