Rockwool frikendes for sanktionsbrud ved eksport til Rusland
Erhvervsstyrelsen har ikke fundet nogen overtrædelse af sanktioner mod eksport til Rusland hos Rockwool. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Erhvervsstyrelsen har ikke fundet nogle sanktionsbrud i Rockwools eksport af stenuld til Rusland.
Erhvervsstyrelsen har frikendt Rockwool, der laver isolering af stenuld, for overtrædelser af sanktioner ved eksport til Rusland.
Det oplyser Rockwool i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag eftermiddag.
- Erhvervsstyrelsen har konkluderet, at Rockwool ikke har overtrådt nogen Rusland-relaterede sanktioner og har nu afsluttet sagen, skriver Rockwool.
I februar kom det frem, at Erhvervsstyrelsen indledte en undersøgelse af, om Rockwool havde forbrudt sig mod EU's sanktioner mod Rusland, samt om selskabet havde overtrådt reglerne om dual-use-produkter.
Dual-use-produkter kan bruges både til civile og militære formål.
I sin meddelelse tirsdag har Rockwool vedhæftet et brev fra Erhvervsstyrelsen, hvori det fremgår, at undersøgelserne er ovre.
- Erhvervsstyrelsen har undersøgt Rockwool A/S’ eksporter af stenuld til Rusland siden 9. april 2022 og har i den forbindelse modtaget en række oplysninger fra virksomheden selv, herunder dokumentation for eksporterne og interne dokumenter.
- På baggrund af de på sagen foreliggende oplysninger finder Erhvervsstyrelsen ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen, skriver styrelsen i brevet.
- Erhvervsstyrelsen anser derfor sagen for afsluttet.
Styrelsen har dog videregivet en række oplysninger til Toldstyrelsen vedrørende Rockwools import fra Rusland.
Rockwool har som en af få større danske selskaber ikke trukket sig ud af Rusland efter den russiske invasion af Ukraine i februar sidste år.
Rockwools topchef, Jens Birgersson, har tidligere erklæret, at der er ting, der ville kunne få Rockwool til at forlade Rusland. I februar i år sagde han til Børsen:
- Der er selvfølgelig nogle røde streger som for eksempel et atomangreb og krig på grund af Nato-ekspansion. Der er flere røde streger, og vi har aldrig sagt, at vores beslutning om at blive i Rusland gælder i alle situationer.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker