Roedyrkere skruer bissen på: Opsiger brancheaftale med Danisco

- Lige nu flyder det hele.
Så kontant lyder kommentaren fra Jørn Dalby, Stavreby, formand for Danske Sukkeroedyrkere, i dag, lørdag, efter at han og kollegerne netop har taget det helt usædvanlige skridt at opsige den såkaldte brancheaftale med Danisco.
Opsigelsen af brancheaftalen, der er selve grundlaget for samarbejdet og øvrige kontrakter mellem dyrkere og producent, kommer kun godt en uge efter, at forhandlingerne om en ny prisaftale mellem parterne brød sammen.
Sukkeroedyrkerne, hvoraf langt størsteparten er på Lolland-Falster, har ønsket en "mærkbar" opjustering af priserne på roerne, som i øjeblkiket ikke er nogen særlig økonomisk attraktiv afgrøde, fordi især kornpriserne er tordnet opad.
- Men vi har overhovedet ikke kunnet komme nogen vegne med Danisco. Nu har vi så opsagt brancheaftalen. Så må vi se, om Danisco vender tilbage. Udspillet er deres. Men indtil videre har Danisco tilsyneladende ikke taget situationen særligt alvorligt, hvilket jeg har lidt svært ved at forstå, konstaterer Jørn Dalby.
EU-reglerne på sukkerområdet dikterer, at der skal være en såkaldt brancheaftale mellem dyrkere og producenter. Herhjemme har man haft femårige aftaler - med mulighed for at opsige aftalen inden 31. oktober hvert år. Det er ikke sket i nyere tid - før i går altså - at aftalen er blevet sagt op.




Offentliggjort Sidst opdateret