Roedyrkernes formand i kampvalg

Som eneste zone var Guldborgsund ude i kampvalg til bestyrelsen hos Danske Sukkerroedyrkere på gerneralforsamlingen. Det betød faktisk, at foreningens formand Jørn Dalby risikerede at ryge af pinden, da han var på valg i år.

Jørn Dalby dystede mod det nuværende medlem af bestyrelsen, Flemming Høegh, samt den nyopstillede Michael West Hansen. Jørn Dalby klarede dog skærene, da han fik 85 stemmer, og trak Flemming Høegh med ind med 81 stemmer, mens Michael West Hansen blev vraget med blot 24 stemmer.

På Lolland blev Knud Erik Clausen og Vagn Juszczyk genvalg uden nogen kandidater, og det samme skete i Sjællands-kredsen for Hans Arne Nielsen.

På Lolland skete det dog ikke uden dramatik, da Vagn Larsen blev opstillet, men valgte at trække sig i protest mod Jørn Dalby. Tidligere på generalforsamlingen havde Vagn Larsen leveret et skarpt indlæg omkring urenhederne i roerne, hvilket i store træk blev afvist af Jørn Dalby, og derfor trak Vagn Larsen sig, da han udtrykte mistillid til Jørn Dalby.

I Fyn-kredsen blev Hans E. Poulsen nyvalgt i stedet for Jens Kibæk, der ikke ønskede genvalg. Endelig trådte suppleant Christian Jensen fra Rudkøbing også ind i bestyrelsen her, da Jørgen Petersen valgte at udtræde før tid.

Hos de fritvalgte blev Evald Jensen valgt med 144 stemmer mod Michael West Hansens 54.




Jørn Dalby var ude i kampvalg på sukkerroedyrkernes generalforsamling mandag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret