Rosendahl køber Kähler for trecifret millionbeløb
Kähler er blevet solgt til Rosendahl Design Group. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix
Rosendahl Design Group har føjet endnu en virksomhed til porteføljen. Rosendahl har overtaget Kähler.
Virksomheden Kähler, der er kendt for sine vaser, er blevet solgt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rosendahl Design Group, der har købt Kähler.
Rosendahl har købt virksomheden for et trecifret millionbeløb, fremgår det.
Kähler blev i 2008 overtaget af den aarhusianske arkitekt Frantz Longhi.
Arkitekten er overbevist om, at Rosendahl er den rette køber.
- Der er stadig et stort og uforløst potentiale internationalt, og her tror vi, at Rosendahl Design Group vil have størrelsen og salgskanalerne til at forløse dette potentiale for Kähler samt fortsat at varetage den vigtige kulturarv, fortæller Longhi i meddelelsen.
Kähler bliver det niende brand, som Rosendahl føjer til virksomheden, der også indeholder Kay Bojesen og Holmegaard.
- Overtagelsen af Kähler gør os samlet set stærkere og større, hvilket er en fordel for hele vores hus, fortæller Rosendahl Design Groups administrerende direktør, Henrik Rosendahl.
- Kähler har en historie og et dna, som passer perfekt i vores portefølje, og vi glæder os til at kunne videreudvikle både de historiske og de nye produkter, siger han.
De fleste danskere har nok stiftet bekendtskab med Kähler-vaserne. Keramikproducenten lancerede i 2014 i anledning af virksomhedens 175-års fødselsdag en jubilæumsvase.
Den blev centrum for mange rasende forbrugere, der ville have fat i vasen, men måtte gå forgæves.
Vasen blev lanceret i begrænset antal, og det førte til, at flere, der havde fået fat i vasen, ville sælge den for flere tusinde kroner.
Kählers produkter er at finde i 61 procent af de danske hjem, fremgår det af pressemeddelelsen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker