Ruslands inflation ramte i januar igen 7,4 procent
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har før peget på Ruslands økonomiske resultater som et tegn på, at vestlige sanktioner mod landet har slået fejl. (Arkivfoto). Foto: Sputnik/Reuters
Ruslands inflation var uændret fra december til januar og er stadig højere end målet om fire procent.
Inflationen i Rusland landede i januar på 7,4 procent og forblev dermed på et højt niveau.
Det viste data fra det statsejede statistikbureau Rosstat onsdag.
De offentlige udgifter i Rusland er stadig høje grundet landets militæroffensiv i Ukraine. Rusland har store udgifter til militæret, og det har medført stigende priser på tværs af landet.
Sammenlignet med december er inflationen i januar uændret, og den ligger stadig over den russiske centralbanks officielle mål om fire procent.
Vestlige lande har flere gange indført sanktioner mod Rusland for at ramme økonomien, siden landet begyndte sin invasion af Ukraine.
Større investeringer i produktionen af militært udstyr samt høje lønninger til landets soldater har dog skærmet økonomien mod de hårdeste konsekvenser fra sanktionerne.
Ruslands økonomi voksede i 2023 med 3,6 procent, oplyste Rosstat sidste uge, og Den Internationale Valutafond regner med, at væksten i 2024 vil ende på 2,6 procent.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har gentagne gange peget på Ruslands økonomiske resultater som et tegn på, at vestlige sanktioner har slået fejl.
Uafhængige analytikere har dog peget på, at væksten i høj grad er drevet af den større militærproduktion - og så høje udgifter til forsvaret er uholdbart, lyder det.
Flere ikkemilitære sektorer i Rusland oplever rekordmangel på arbejdskraft. Titusindvis af russere har forladt deres hjemland, mens hæren og våbenproducenterne samtidig sluger en betydelig del af arbejdskraften.
Ruslands centralbank har hævet renten til 16 procent i et forsøg på at afkøle prisstigningerne.
I 2022 var der tocifrede stigninger i forbrugerpriserne i Rusland, men siden er presset aftaget.
Prisstigninger er et følsomt emne i Rusland, der i 1990'erne var igennem en periode med hyperinflation. Her blev også valutaen - rublen - nedskrevet betydeligt i værdi.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker