Ryanair kan være på vej med en stribe nye lavprisruter fra København.
Europas største lavprisselskab har søgt om start- og landingstilladelse fra oktober til ikke færre end 23 nye ruter fra lufthavnen i Kastrup. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det falder tidsmæssigt sammen med, at Københavns Lufthavn i Kastrup åbner lavpristerminalen Swift, der netop har som formål at tiltrække flere af de hastigt voksende discountselskaber til hovedstaden.
Hidtil er Ryanair gået uden om København, fordi priserne er for høje og vilkårene for dårlige.
Hvis Ryanair åbner i København, vil det betyde flere billige billetter og skærpet konkurrence. Det vil lægge yderligere pres på Cimber Sterling og Norwegian.
Københavns Lufthavn bekræfter, at Ryanair har søgt start- og landingstilladelse.
- Vi er i dialog med Ryanair, ligesom vi taler med mange andre flyselskaber. Ansøgninger om start- og landingstilladelser er som fugle på taget, og det betyder ikke, at ruterne bliver til noget, siger Søren Hedegaard, pressechef i Københavns Lufthavne.
- I betragtning af, at vi åbner lavpristerminalen Swift til oktober er det ikke overraskende, at lavprisselskaberne viser interesse, siger han.
Elina Hakkarainen, der er salgs- og marketingchef for Ryanair i Norden, siger, at det irske flyselskab ikke kun ser på København som nyt marked for flyselskabet.
- Vi forhandler i øjeblikket med mere end 50 lufthavne om nye ruter fra den kommende vintersæson. Trafikprogrammet er ved at blive tilrettelagt, og vi vil ikke kommentere vores planer, før det er på plads, siger Elina Hakkarainen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde