Japans største producent af lægemidler, Takeda Pharmaceutical Co, er i forhandlinger om at overtage den schweiziske konkurrent Nycomed. Det oplyser unavngivne kilder til nyhedsbureauet Bloomberg.
Overtagelsen vil ifølge rygterne løbe op i 14,2 milliarder dollar eller knap 74 milliarder kroner.
Forhandlingerne er på et fremskredet stadie, og overtagelsen vil måske blive offentliggjort allerede næste uge, ifølge Bloombergs kilder.
Selskaberne selv vil vanen tro overhovedet ikke sige hverken buh eller bæh til rygterne.
- Det er vores politik ikke at kommentere markedsrygter om vores forretningsmæssige udviklingsaktiviteter, siger Takedas talsmand Hisako Nagata.
Umiddelbart giver rygtet god mening. Andre japanske medicinalfirmaer som Daiichi Sankyo og Astellas Pharma har aktivt jagtet opkøbsemner for at sikre fremtidig vækst i salg og indtjening.
Selskaberne har alle det samme problem: Patenterne på en række lægemidler udløber snart, og opkøb er den nemmeste måde at udfylde de huller på, der dermed opstår i virksomhedernes salg og indtjening.
I 2008 overtog Takeda et amerikansk biotekfirma, Millenium Pharmaceuticals, for 8,9 milliarder dollar, og selskabet har sagt, at det er villig til at lave yderligere opkøb.
Nycomed kontrolleres af to kapitalfonde, Nordic Capital med hovedsæde i Stockholm samt en fond under storbanken Credit Suisse.
/ritzau/Bloomberg
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker