De sidste barrikader i det langvarige russiske importstop for dansk svinekød ophæves nu. De russiske myndigheder har netop meddelt, at de genåbner for eksport fra de sidste tre danske svineslagterier, der er ramt. Undervejs har omkring 25 danske virksomheder indenfor slagteri- og kødbranchen været involveret.
Den russiske opblødning sker bl.a. efter, at fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) sidste år var i Rusland for at diskutere sagen med sin russiske kollega. Dermed kan de tre Danish Crown-slagterier i Blans, Sæby og Esbjerg nu også genoptage milliardeksporten af kød til Rusland.
Russernes midlertidige stop for dansk svinekød blev indført tilbage i sommeren 2008 og ramte ud over en række andre lande. Ifølge russerne overholdt det importerede kød fra bl.a. Danmark ikke de russiske normer i forhold til bl.a. indholdet af antibiotika.
Desuden mente russerne at have fundet spor af oksekød i svinekødet og frygtede derfor for smitte med kvægsygdommen BSE. Derfor suspenderede de importen.
Siden har de danske myndigheder arbejdet med at give russerne de nødvendige garantier. Det har ført til løbende lempelser mod en række af de boykottede danske virksomheder.
- Det er godt at se, at den dialog, der er mellem de danske og russiske myndigheder, giver konkrete resultater, så vi kan opretholde det store russiske marked som en eksportmulighed for dansk kød, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Danske slagterier eksporterede i 2008 svinekød til Rusland for cirka 1,4 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde