Sådan slår du AI’s jobscreening og kommer til samtale
Britta Borch Egevang er ledelsesrådgiver og partner hos Holmgaard Management og skriver om virksomhedsledelse for Folketidende.
FT
Flere og flere virksomheder bruger i dag kunstig intelligens (AI) til at udvælge ansøgere. De benytter et såkaldt Applicant Tracking System (ATS), der analyserer CV’er og ansøgninger for at finde de mest kvalificerede kandidater. Men du kan risikere at blive fravalgt, selv om du faktisk er kvalificeret - så hvad kan du gøre?
For virksomhederne giver det god mening at anvende AI til rekruttering. AI kan spare tid, da rekrutterings-medarbejdere ikke behøver at gennemgå hundredvis af ansøgninger manuelt. Derudover kan AI analysere, hvilke kandidater, der har størst sandsynlighed for succes i jobbet. Konkret fungerer det sådan, at virksomheden definerer en række krav til de faglige og personlige kompetencer for stillingen. AI scanner derefter CV’er og ansøgninger for bestemte nøgleord, erfaringer og formater og giver hver kandidat en score. Kun de kandidater, der får den højeste score, går videre til en samtale med virksomheden.
Hvis du oplever at blive fravalgt, selvom du mener, at du passer til kriterierne i jobannoncen, er der nok noget, du skal ændre. Det er vigtigt at bruge de rigtige nøgleord i dit CV og din ansøgning. Tænk på dit CV som en søgeoptimeret tekst. Læs jobopslaget grundigt og inkluder de vigtigste faglige ord og færdigheder, der efterspørges i annoncen. Hvis stillingen kræver salgserfaring, skal ord som "salgserfaring" og "kundeportefølje" tydeligt fremgå af dit CV.
Mange kandidater tror også, at de kan fremstå bedre med et kreativt layout af CV’et. Men de rekrutterings-ansvarlige bruger meget lidt tid på hvert enkelt CV, og de vil gerne kunne skimme de væsentligste oplysninger ud fra et kendt format. Hvis de skal bruge tid på at afkode grafikken og formatet, er de hurtigt videre. Endnu værre er det, når AI står for vurderingen. ATS-systemer kan ofte ikke læse smart design, fotos eller tekstbokse. Brug i stedet et enkelt tekstbaseret format som Word eller PDF uden grafik.
Undgå også at bruge smarte udtryk som "jeg brænder for" eller "jeg er en haj" i overskrifterne. AI er trænet i klassiske CV’er, så den forstår bedst helt enkle overskrifter som "Erhvervserfaring", "Uddannelse" eller "Kompetencer".
Uanset om virksomheden bruger AI eller ej, er det vigtigt, at du ikke blot nævner dine tidligere jobtitler.
Beskriv dine opgaver, ansvarsområder og de resultater, du har skabt. I stedet for at skrive "Salgsansvarlig for mange, store kunder" kan du for eksempel skrive "Salgsansvarlig med ansvar for 50+ erhvervskunder. Øgede omsætningen med 30 procent over to år gennem målrettede salgsstrategier".
Du skal også lade være med at bruge forkortelser, især hvis de ikke er almindeligt kendte, eksempelvis udtryk, der kun er internt kendte i din virksomhed. Undgå også ord, som det er let for AI at forveksle. Det kan eksempelvis være PR (Public Relations) og PM (Project Management).
Du skal også passe på at beskrive dine kompetencer for bredt. Hvis du for eksempel skriver: Jeg har erfaring med IT, så er det ret svært for AI at vide, hvad du taler om. Pas også på, at du ikke laver stavefejl. AI vil ikke kunne gætte, hvad du i virkeligheden mener. Dine personlige kompetencer er selvfølgelig vigtige, men de skal beskrives præcist. AI genkender ikke abstrakte beskrivelser som "Jeg tænker ud af boksen". Det er bedre at skrive noget mere konkret, for eksempel "Jeg udvikler innovative løsninger ved at kombinere dataanalyse og kreative problemløsningsteknikker".
Hvis du stadig ikke får svar, selvom du har optimeret din ansøgning og dit CV, kan det være en god idé at følge op. Ring til virksomheden og spørg, hvorfor du blev fravalgt. Det kan give dig værdifuld indsigt og vise samtidig din interesse for jobbet.
- Britta Borch Egevang er ledelsesrådgiver og partner hos Holmgaard Management og skriver om virksomhedsledelse for Folketidende. Britta har flere års erfaring med ledelse og rekruttering inden for den offentlige- såvel som den private sektor, herunder ejerledede virksomheder, fonde og organisationer.