Salg af fedmemidler sender resultatet i Novo Nordisk i vejret
Salget af fedme- og diabetesbehandling har sendt resultatet i Novo Nordisk i vejret i de første tre måneder af året. Her tjente selskabet 19,8 milliarder kroner. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Resultatet i Novo Nordisk i første kvartal ender på 19,8 milliarder kroner. Det er 39 procent mere end i 2022.
Salg af fedmemidler har været med til at accelerere salget i Novo Nordisk.
I første kvartal tjente medicinalselskabet 19,8 milliarder kroner. Det viser Novo Nordisks kvartalsregnskab.
Det er en vækst på 39 procent sammenlignet med samme periode året før.
Blandt andet salget af det succesfulde vægttabsmiddel Wegovy har drevet væksten i den danske medicinalgigant. Netop det fik også Novo Nordisk til at opjustere forventningerne til året væsentligt i midten af april.
Den administrerende direktør i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, er da også meget tilfreds med væksten i årets første tre måneder.
- Væksten er drevet af stigende efterspørgsel efter vores GLP-1-baserede diabetes- og fedmebehandlinger, især i USA, hvor recepttendensen for Wegovy viser det høje uopfyldte behov for mennesker, der lever med fedme, siger han i en kommentar til regnskabet.
GLP-1 er et hormon, der sænker blodsukkeret og hæmmer appetitten. Det bruges blandt andet til behandling af type 2-diabetes og fedme.
I forbindelse med kvartalsregnskabet har selskabet præciseret sine forventninger, så det nu forventer, at salget vil vokse mellem 18 og 24 procent i kroner.
Salget af Wegovy er især gået godt i USA, hvor antallet af receptudskrivelser er steget uge efter uge i årets første fire måneder.
Men også i Danmark er midlet blevet populært. I slutningen af april oplyste Sundhedsdatastyrelsen, at Wegovy på få måneder er blevet det dominerende lægemiddel til vægttab.
Wegovy-salget har givet Novo Nordisk en omsætning på knap 4,6 milliarder kroner i første kvartal.
Det er dog stadig Novos diabetesmiddel Ozempic, der er selskabets bedst sælgende. Det kan også bruges til behandling af fedme og har givet en omsætning på 19,6 milliarder kroner.
Det samlede salg i medicinalselskabet var på 53,4 milliarder kroner i årets første kvartal. Det var en vækst på 27 procent sammenlignet med samme periode i 2022.
Salget af fedmemidler steg med 131 procent til et samlet salg på 7,8 milliarder kroner.
Novo Nordisk har hovedsæde i Bagsværd lige uden for København. På globalt plan beskæftiger selskabet i omegnen af 47.000 mennesker ifølge hjemmesiden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned