Salg af PlayStation 5 er med til at give vækst hos Sony
Sony har øget sin omsætning og indtjening i det senest afsluttede kvartal. (Arkivfoto) Foto: Yelim Lee/Ritzau Scanpix
Yelim Lee/Ritzau Scanpix
Efter en ikke problemfri lancering bidrager Sonys salg af PlayStation 5-konsollen nu til økonomisk vækst.
Salget af den nye PlayStation 5-spillekonsol har været med til at give en større omsætning og indtjening for producenten Sony.
Det fremgår af den japanske elektronikvirksomheds regnskab for første kvartal, der løber fra april til juni.
Samlet er omsætningen endt på 130 milliarder kroner i kvartalet. Det svarer til en stigning på 15 procent i forhold til den tilsvarende periode året før.
Det større salg har bidraget til at give et driftsoverskud på 16 milliarder kroner. Det er 26 procent større end et år tidligere.
Væksten er drevet af et stigende salg inden for flere forretningsområder. Blandt andet er salget steget inden for det største, "Game & Network Services".
I den del af forretningen ligger salget af PlayStation-spillekonsoller samt spil og forskelligt tilbehør til konsollerne.
Omsætningen i Game & Network Services er alene endt på 35 milliarder kroner. Det er en vækst på to procent i forhold til første kvartal året før.
PlayStation 5-spillekonsollen, der er det nyeste skud på PlayStation-stammen, blev lanceret i november sidste år.
Lanceringen var dog langtfra problemfri, da mangel på forskellige komponenter gjorde, at Sony ikke kunne producere konsoller i takt med efterspørgslen.
Det betød, at flere forbrugere måtte vente på at kunne købe den nye konsol.
Årsagen til manglen på komponenter var coronapandemien, der har skabt store huller i den globale forsyningskæde.
Efter den gode start på regnskabsåret har Sony løftet sine forventninger til, hvordan det kommer til at gå med helårets driftsoverskud.
Det ses nu ende på 56 milliarder kroner mod før 53 milliarder kroner.
Forventningen til en omsætning på 557 milliarder kroner for helåret er der ikke rørt ved.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker