Salget af økologisk oksekød falder markant efter prisstigninger
Detailbutikkernes salg af økologisk oksekød faldt betydeligt sidste år. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Stigende kilopriser kan have påvirket salget af økologiske fødevarer i negativ retning, mener privatøkonom.
Forbrugerne har i langt mindre grad valgt at fylde indkøbskurven med økologiske fødevarer, efter at betydelige prisstigninger begyndte at sætte ind sidste år.
Det viser en opgørelse for detailsalget i 2022 fra Danmarks Statistik tirsdag.
Særligt slemt er det gået ud over den økologiske kødafdeling, der er blevet nedprioriteret.
Målt i mængder faldt salget af økologisk svinekød, kyllingekød og oksekød henholdsvis 26, 27 og 20 procent.
Det er ikke en udvikling, som kommer bag på Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.
- Tidligere undersøgelser viser, at pris er det vigtigste parameter, når forbrugerne handler, mens sådan noget som økologi først kommer længere ned på listen, siger han.
- Og særligt sådan noget som kød steg sidste år i pris, så når forbrugerne skal finde sparekniven frem, vil det nok være med sådan nogle produkter, man går på kompromis.
Det samlede salg er økologiske fødevarer faldt sidste år med tre procent, hvis man sammenligner med 2021. Detailhandlen solgte sammenlagt økologiske fødevarer for 15,5 milliarder kroner sidste år.
Hvis man også her måler på mængden, faldt salget med hele ni procent på tværs af økologiske varegrupper.
Og tendensen kommer muligvis til at fortsætte i 2023, forudser Brian Friis Helmer.
- Man kunne godt forestille sig, at en del af tendensen holder ved i 2023. Vi kan se, at inflationen fortsat er høj, selv om den er faldet lidt tilbage. Så der er stadig tilbagegang i reallønnen.
- Vi forventer, at når vi kommer over den værste inflationsperiode, vil vi se salget af økologiske varer finde tilbage igen – måske i løbet af 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde