Salling Group udvider polsk afdeling med milliardkøb
Netto i Polen kommer til at vokse til dobbelt størrelse målt på antal ansatte, efter at Salling Group har opkøbt britiske Tescos butikker i Polen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Med et køb af over 300 butikker næsten fordobler Salling sin tilstedeværelse i Polen.
Danske Salling Group, der driver en række dagligvarekæder såsom Føtex, Bilka og Netto, har købt 301 butikker og to distributionscentre i Polen fra britiske Tesco Group.
Handlen til en værdi på 1,5 milliarder kroner har til hensigt at føje butikkerne til Netto-kæden i Polen, der i forvejen har 386 butikker i landet.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse torsdag.
- Vi konsoliderer Nettos tilstedeværelse i et voksende marked og leverer dermed på vores koncernstrategi, siger Salling Groups direktør, Per Bank, i pressemeddelelsen.
- Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen, og vi bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder.
Han udpeger en ekspansion på det polske marked som et af to store strategiske mål. Det andet er et øget digitalt salg.
Handlen med flere hundrede butikker i Polen skal først godkendes af konkurrencemyndighederne, før Salling Group kan begynde at lave butikkerne om til Netto-butikker.
Det forventes at ske inden årets udgang.
- Vi ser frem til at opbygge et samlet team på tværs af de to virksomheder, og vi planlægger at bruge mere end halvanden milliard kroner på at konvertere de nuværende Tesco-butikker, siger Per Bank.
Salling har butikker i Tyskland, Polen og Danmark. I alt rummer koncernen 53.000 ansatte - heraf godt 5000 i Polen. Med opkøbet af Tesco i Polen føjes 7000 nye medarbejdere til folden.
Netto-kæden var sammen med Føtex-kæden drivkræfterne bag en vækst i Salling Group-koncernen.
Salling Group er ejet af Salling Fondene alene siden 2017, hvor koncernen skiftede navn fra Dansk Supermarked til Salling Group.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker