Aktierne i det kriseramte flyselskab SAS har en efterhånden sjælden optur på Københavns Fondsbørs fredag. I et ellers negativt marked stiger SAS-aktien omkring fem procent.
Nyheden om, at regeringerne i Danmark, Sverige og Norge er villige til at skille sig af med deres andel i selskabet, får tilsyneladende investorerne til at juble, vurderer analytiker Jacob Pedersen, Sydbank.
- Det er første gang, at der er en klar indikation fra de tre regeringer om, at de ikke nødvendigvis er de rette ejere. Det er gode nyheder for SAS, for det betyder, at en eventuel køber får det lettere, siger Jacob Pedersen.
Det statslige ejerskab kan være en hindring for at udvikle forretningen for en eventuel køber, fordi hver især skal varetage de nationale særinteresser, vurderer Jacob Pedersen.
- Manøvren fra regeringerne kommer efter højlydte brokkerier om statsstøtte fra konkurrenterne, og det er en klokkeklar besked til SAS om, at der ikke er mere hjælp at hente, siger han.
De skandinaviske skatteborgere har netop samlet skudt fem milliarder svenske kroner i SAS i forbindelse med en aktieudvidelse.
Den kommer oveni en tilsvarende emmision i 2009 på cirka seks milliarder svenske kroner.
Danmark ejer 14,3 procent af SAS. Den svenske stats andel er 21,4 procent, mens den norske er 14,3 procent. Den sidste halvdel er ejet af private investorer. Alle tre regeringer melder nu, at de er åbne for et salg. Senest den danske finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V).
SAS præsenterede for nyligt et årsregnskab for 2009 med et underskud på 2,2 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde