SAS flyver fortsat trods strejke

Strejken blandt bagagepersonalet i Københavns Lufthavn rammer flyselskaberne og de rejsende.

Hos SAS anbefaler man, at man som rejsende møder op til den tid, der står på ens billet.

- Vi kan jo godt mærke det, når bagagepersonalet ikke er der. Men vi forsøger at afvikle flytrafikken så godt som muligt, siger kommunikationschef i SAS Mikkel Thrane.

De ansatte i lufthavnen nedlagde arbejdet ved halv 11-tiden.

Pressechef i Københavns Lufthavn Søren Hedegaard Nielsen oplyser til Ritzau, at omkring 100 fly til og fra lufthavnen vil blive påvirket frem til klokken 13.

Strejken rammer dermed ikke den travleste tid i lufthavnen.

/ritzau/

Strejke i Københavns Lufthavn forsinker flyafgange. Men mød op til flyafgang, anbefaler man hos SAS.

Offentliggjort Sidst opdateret