Med en EU-dom i hånden har Aalborg-advokaten Preben Bang Henriksen stævnet flyselskabet SAS. Ikke kun for at få sin erstatning, men også for at tvinge flyselskabet til at informere deres passagerer ordentligt.
- Jeg kan ikke snuppe, at SAS holder en EU-dom skjult for ganske almindelige mennesker. Dommen er fuldstændig klar, og så skal SAS ikke forsøge at snyde uvidende passagerer, siger advokaten til TV2/Nord.
Det er den såkaldte Sturgeon-dom, der pålægger luftfartsselskaber at betale erstatning til forsinkede passagerer.
Hvis flyvningen er på under 1500 kilometer og forsinket mere end to timer, skal passageren have 250 euro i erstatning.
Er turen på mellem 1500 og 3500 kilometer, og er forsinkelsen over tre timer, skal der udbetales 400 euro.
Flyves der over 3500 kilometer med en forsinkelse på mere end fire timer, lyder erstatningen på 600 euro.
I juni måned blev Preben Bang Henriksen forsinket over seks timer på en flyvning fra Nice via København til Aalborg. En tur på godt 1600 kilometer, som ifølge EU-dommen udløser en kompensation på 400 euro, næsten 3000 kroner.
Amin Alawi er lektor i international handelsret på Handelshøjskolen i Aarhus, og efter at have læst EU-dommen er han meget kontant:
- Både EU-forordningen og dommen er meget klar. SAS og alle andre flyselskaber er forpligtet til at yde kompensation til passagerer, når forsinkelsen overstiger de fastsatte grænser, siger han.
Eneste undtagelser er stort set aflysninger på grund af dårligt vejr eller terrortrusler.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde