SAS klipper omstridt reklame om: Der var intet galt med den
Hovedbudskabet i reklamen er ifølge pressechef Kristoffer Meinert, at rejser beriger os og Skandinavien, og at man i SAS er stolt af sit skandinaviske ophav. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
SAS-reklamevideo på Facebook er klippet to minutter ned. Folk misforstod den første version, mener pressechef.
Ifølge SAS var der ikke noget galt med reklamevideoen, som luftfartsselskabet først trak tilbage og siden har klippet betydeligt ned.
Det understreger luftfartsselskabets pressechef, Kristoffer Meinert.
- Vi synes ikke, der har været noget galt med den. Men vi kan bare se, at det budskab, vi gerne ville ud med, ikke er blevet forstået, som vi gerne ville have, siger han.
Pressechefen understreger, at SAS ikke fortryder noget af indholdet i den oprindelige udgave. Her blev der sat spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig stammer fra Skandinavien.
Videoen er igen tilgængelig på selskabets YouTube-kanal, efter at den tidligere onsdag blev fjernet.
På Facebook er det derimod en næsten to minutter kortere version, som SAS har lagt ud. Den nye version fremlægger ifølge SAS budskabet "klarere".
- Det er, fordi vi kan se, at folk ikke har forstået det, vi gerne ville kommunikere. Det budskab, vi gerne ville have frem, er ikke kommet tydeligt frem, siger Kristoffer Meinert.
Han holder imidlertid fast i, at der altså ikke er noget i vejen med den oprindelige version, selv om folk ikke forstod budskabet.
Hovedbudskabet i reklamen er ifølge pressechef Kristoffer Meinert, at rejser beriger os og Skandinavien, og at man i SAS er stolt af sit skandinaviske ophav.
Reklamen blev på sociale medier mødt med mange vrede kommentarer. Og det var ikke bare almindelig kritik, mener Kristoffer Meinert.
- Vi har været udsat for en fuldstændig ekstraordinær situation, som SAS aldrig nogensinde har været udsat for før. Vi har været udsat for et voldsomt angreb mod vores kampagne på nettet, siger han.
SAS fortsætter sin kampagne, selv om budskabet af den oprindelige video blev misforstået.
I den omstridte video fremføres det, at intet stammer fra Skandinavien, men i stedet er hentet fra udlandet.
Videoen punkterer forestillingen om en lang række ting, man ellers kunne forbinde med Danmark, Norge og Sverige.
Det gælder blandt andet, at demokratiet er fra Grækenland, rugbrød er tyrkisk, vindmøller er fra Persien, cykeltraditionen er lånt fra Tyskland, og lakrids er fra Kina.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet