SAS-medarbejdere ønsker bedre samarbejde

Det er ingen hemmelighed, at forholdet mellem medarbejdere og topledelse i SAS til tider har været anstrengt i Mats Janssons tid.

Men en ny kommende topchef har muligheden for at forbedre det knirkende ægteskab, mener formanden for HK Luftfart, Nicolas Fischer.

- Man skal meddele fra starten, om man kun ønsker at informere, eller om man ønsker et samarbejde med medarbejderne. Vi ønsker os en profil, der melder ud, at vi skal have forpligtende, reelt samarbejde, siger Nicolas Fischer.

De seneste år har været præget af strejker - især blandt det danske personale. Det har været hårde tider, og medarbejderne har blandt andet måttet gå betragteligt ned i løn.

En kommende topchef skal være i stand til at vende negativt til positivt ved at ekspandere rutenettet og føre SAS tilbage til det, selskabet var engang, mener Nicolas Fischer.

- SAS skal igen på luftkortet som et af de førende selskaber. Lavpris har sat sig fast i Europa, så hvis vi skal ekspandere, skal det være på de oversøiske forbindelser. Vi skal have alle de destinationer, kunderne gerne vil flyve til, siger han.

Han tilføjer, at det er afgørende, at forholdet til medarbejderne forbedres.

- Vi ønsker os en profil, der forstår sig på service, samarbejde og som kan skabe overskud. Det sker kun ved at have tilfredse passagerer og tilfredse medarbejdere, som leverer varen, siger han.

Om det bliver en fra koncernen eller frisk blod ude fra er lige meget for luftfartsfunktionærerne.

Nuværende topchef i SAS, Mats jansson, går af til efteråret efter fire år på posten. Om ham siger Nicolas Fischer:

- Selvom man har de bedste forudsætninger, kan man godt træffe de forkerte beslutninger. Vi har været uenige om nogle ting, men jeg ønsker ham god vind og held og lykke fremover, siger han.

/ritzau/

SAS-medarbejderne ønsker sig bedre samarbejde med den kommende topchef, der skal afløse Mats Jansson, siger formanden for HK Luftfart.

Offentliggjort Sidst opdateret