SAS nærmer sig to millioner passagerer i april
1,9 millioner passagerer fløj med SAS i april. (Arkivfoto). Foto: Ali Lorestani/Ritzau Scanpix
På årsbasis fik luftfartsselskabet SAS løftet sit passagerantal for april med 22 procent. Det viser nye tal.
Luftfartsselskabet SAS bød 1,9 millioner passagerer velkommen om bord i april.
Det fremgår af trafiktal, som luftfartsselskabet har udsendt tirsdag.
Sammenlignet med samme måned sidste år er der tale om en vækst på 22 procent i april.
Trods fremgang peger tallene dog mod et underskud på knap 270 millioner kroner alene i april. Det viser en analyse, som Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, står bag.
- Vi forventer et par måneder mere med underskud, og så er der stor spænding omkring sommerindtjeningen, skriver han i analysen.
- Det vil være en skuffelse, hvis SAS' omkostninger til det højere trafikniveau stiger så meget, at selskabet ikke kan tjene penge i årets travleste måneder.
SAS havde lige så travlt i april, som tilfældet var i måneden forinden. I marts blev cirka 1,9 millioner SAS-passagerer nemlig også sendt afsted.
Jacob Pedersens vurdering af månedens underskud ligger da også på linje med tallene for marts.
Her tabte selskabet 263 millioner kroner.
Det skal dog ses i lyset af, at SAS tabte 600 millioner i februar og 800 millioner i januar.
SAS har længe kæmpet med enorme underskud og en dertilhørende konkursbeskyttelse.
På grund af konkursbeskyttelsen er selskabet tvunget til at give et indblik i de nøgne økonomiske realiteter for selskabet hver måned.
Selskabet håber, at en række nye ruter kan hjælp med at øge antallet af passagerer yderligere i den kommende tid.
Det gælder blandt andet ruterne mellem Aalborg og New York samt Göteborg og New York.
- Vi har også annonceret en direkte rute mellem København og Bangkok, som starter til efteråret, siger SAS-topchef Anko van der Werff i en kommentar til tirsdagens trafiktal.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker