SAS-piloter freder påskerejser efter sammenbrudte forhandlinger
Hvis SAS og deres piloter ikke kan blive enige om en ny overenskomstaftale, kan et muligt scenarie være, at piloterne lægger pres på SAS ved at varsle en strejke. Men piloterne meddeler fredag, at det ikke vil ramme påskens ferierejser. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
SAS og deres piloter er ikke blevet enige om ny overenskomst før deadline, men det rammer ikke påskens rejser.
Alle SAS-passagerer kan trygt regne med, at deres rejseplaner i påskeferien ikke bliver berørt af en eventuel strejke.
Det har ellers været et muligt scenarie, da overenskomstaftalen mellem SAS og deres piloter udløb natten til fredag.
Parterne har ikke kunnet nå til enighed om en ny.
Torsdag meddelte piloterne, at der ikke havde været forhandlinger siden tirsdag, hvor parterne gik hver til sit.
Men piloterne freder altså påskeferien, oplyser Dansk Metal, hvor Dansk Pilotforening hører under, i en pressemeddelelse. Piloterne udelukker ikke en strejke på et andet tidspunkt.
- Piloterne i SAS ønsker naturligvis ikke at ramme vores kunder, og vi håber derfor, at uenigheden kan løses uden at tage konfliktmidler i anvendelse.
- Vi ønsker under ingen omstændigheder, at de passagerer, der har planlagt ferie i påsken, bliver ramt, udtaler formand for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod.
Forløbet med at nå til enighed om en ny aftale har stået på siden november sidste år.
Uoverensstemmelsen handler om, at partnerne ikke kan blive enige om en ny overenskomst, der skal afløse den, som SAS og SAS Pilot Group forhandlede sig frem til for et års tid siden.
SAS vil med en ny aftale blandt andet reducere piloternes løn. Det bunder i, at selskabet er økonomisk hårdt ramt og skal spare.
Omvendt mener piloterne, at SAS lægger op til alt for store lønnedgange. Det er en blandt flere årsager til, at de har afvist SAS' forslag.
Næste skridt vil ifølge pressemeddelelsen være mægling før en eventuel konflikt.
Sammen med tilsvarende foreninger i Sverige og Norge bliver det ifølge Henrik Thyregod koordineret, hvad piloterne vil gøre, hvis ikke der lander en ny aftale.
Koordineringen sker i SAS Pilot Group, en paraplyorganisation for SAS' piloter i Danmark, Sverige og Norge.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde