SAS-piloter varsler konflikt midt i fastkørte forhandlinger
Tre pilotforeninger truer med strejke, da forhandlinger om ny overenskomst er gået i hårdknude.
Piloterne i tre skandinaviske pilotforeninger har sendt det første konfliktvarsel til SAS, da forhandlingerne om en ny overenskomst er gået i hårdknude.
Det skriver branchemediet Check-in.dk.
Danske og norske SAS-piloter organiseret i tre skandinaviske foreninger sendte fredag 25. august første konfliktvarsel til SAS.
Det drejer sig om Dansk Pilotforening (DPF), norske SAS-flygeres Forening (NSF) og SAS Norge Pilotforening (SNF).
For DPF's vedkommende betyder det, at en eventuel konflikt tidligst vil kunne træde i kraft fra 11. september klokken 0.01.
Det er ifølge Check-in.dk længere tids stilstand i forhandlingerne om en ny overenskomst, der har fået piloterne til at true med strejke.
- Der har overhovedet ikke været udsigt til fremdrift i forhandlingerne over sommeren - tværtimod har SAS gang på gang benyttet sig af tolkningsret i forhold til gældende aftale til piloternes ulempe, hedder det i en medlemsinformation, som Check-in.dk er kommet i besiddelse af.
Ifølge mediet ønsker SAS større fleksibilitet, således at man kan sæsontilpasse pilotstyrken til selskabets aktiviteter.
Det betyder, at SAS har et ønske om, at piloterne på kort- og mellemdistanceruter i større omfang accepterer fleks- og deltidsordninger, en udvidet sommerferieperiode, mens en særlig julerotation bliver fjernet.
- Vi oplever, at SAS står meget stejlt på nogle krav, og at der ikke har været nogen fremdrift i forhandlingerne i meget lang tid, siger René Arpe, formand for Dansk Pilotforening, til Check-in.dk.
- Derfor har vi følt, at vi ikke kom nogen vegne, hvorfor vi har set konfliktvarslet som et nødvendigt og lovligt skridt til at komme i dialog, tilføjer han.
Ifølge DPF har SAS antydet, at kravene fra piloterne vil fordyre overenskomsten med ti procent.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde