Utilfredse SAS-medarbejderes arbejdsnedlæggelse risikerer at få konsekvenser for flyrejsende de næste mange timer.
Torsdag aften måtte flyselskabet aflyse 12 flyafgange fra Københavns Lufthavn i Kastrup, da bagagepersonalet valgte at nedlægge arbejdet.
Og selvom personalet sent torsdag besluttede sig for at gå tilbage til arbejdet, risikerer arbejdsnedlæggelsen at føre til yderligere forsinkelser og aflysninger fredag.
- Trafikken er ikke så heftig resten af aftenen, men jeg kan ikke afvise, at det kommer til at få betydning for trafikken både i aften og igen i morgen, siger kommunikationschef i SAS Mikkel Thrane.
- Forhåbentlig er det kun forsinkelser, men jeg kan ikke afvise aflysninger. I så fald vil det blive meldt ud på lufthavnens hjemmeside, siger han og fortsætter:
- Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, for at det generer de rejsende mindst muligt ved at hjælpe med hotel og lignende, siger kommunikationschefen.
Han ved endnu ikke nøjagtigt, hvorfor bagagepersonalet omkring klokken 19.30 valgte at gå fra arbejdet.
- Der er nogle arbejdsmæssige forhold, som de gerne vil diskutere med ledelsen. Mere ved jeg ikke nu, siger Mikkel Thrane.
Inden bagagepersonalet besluttede sig for at nedlægge arbejdet, havde kraftig vind allerede tidligere på dagen forårsaget forsinkelser i flytrafikken til og fra lufthavnen.
Det var ikke umiddelbart muligt at få en kommentar fra fagforeningen 3F, der organiserer bagagepersonalet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker