SAS taber over 200 millioner på børsen efter pilotstrejke
SAS har aflyst 673 afgange fredag, hvilket berører mindst 72.0000 passagerer. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
SAS' økonomiske overskud kan ryge på to uger, hvis piloterne bliver ved med at strejke, vurderer analytiker.
Det er ikke kun SAS og selskabets kunder, der er mærket af en omfattende pilotstrejke fredag.
Selskabets ejere, der også tæller den danske og svenske stat, må se værdien af deres aktier falde.
SAS-aktien falder fredag 4,4 procent til 13,05 kroner, efter at piloterne i Danmark, Sverige og Norge er gået i strejke, hvilket fredag har ført til 673 aflysninger.
Det skærer 230 millioner kroner af SAS' markedsværdi, der er dykket til knap fem milliarder kroner.
Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger flybranchen tæt, at strejken koster SAS 35-50 millioner danske kroner om dagen.
- Strejken skaber negativ stemning, fordi den for det første vil blive rigtig dyr for SAS.
- Hvis strejken ender med at vare 14 dage, så kan den spise hele det overskud, jeg forventer, at SAS får i år.
- Derudover er den dyr, fordi den gør livet besværligt for kunderne, og den sætter spørgsmålstegn ved risikoen i SAS for långivere og samarbejdspartnere, siger Jacob Pedersen.
Piloterne og SAS er uenige om indholdet af en ny overenskomst, hvor forhold som arbejdstid og løn skiller parterne.
Jacob Pedersen vurderer, at SAS vil få svært ved at tjene penge fremover, hvis piloterne får alt for meget ekstra i lønningsposen.
- Selv om SAS har leveret overskud i fire år, så er det ikke nogen badeferie. Selskabet er nødt til at spare penge hvert år for at tjene penge.
- Hvis ledelsen kommer med for store indrømmelser over for piloterne, så er man altså et sted, hvor kampen om kunderne i stedet bliver til en kamp for overlevelse, siger Jacob Pedersen.
Han påpeger, at der ud over de daglige omkostninger ved strejken også er en risiko for, at SAS ender med at skulle kompensere sine kunder økonomisk som følge af de mange aflysninger.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde