SAS taber terræn i Danmark

Flyselskabet SAS har på kort tid mistet store markedsandele på det danske marked - og nu spås SAS måske på vej helt ud af det danske indenrigsflymarked.

Flyselskabet SAS kæmper en hård kamp på det danske indenrigsflymarked. På de to danske SAS-indenrigsflyruter til Aalborg og Aarhus har selskabet tabt op imod halvdelen af sin markedsandel på bare fem år. Det vurderer rådgivningsvirksomheden Travelbroker Nordic, der holder særligt øje med flymarkedet.
Siden 2004 har SAS konkurreret med Cimber på ruten mellem Aalborg og København. Siden er også det norske lavprisselskab Norwegian kommet til. Konkurrencen har for alvor presset priserne på Danmarks største indenrigsrute. Også på ruten til Århus har SAS fået konkurrence fra Cimber.
I løbet af årets første syv måneder har SAS tabt cirka 18 procent af sine passagerer på de to danske ruter, mens den generelle tilbagegang i passagertal på ruterne blot har været en procent.
Ifølge Travelbroker Nordic har SAS lige nu har en markedsandel på samlet lidt mere end 50 procent på de to indenrigsruter. For bare ét år siden var markedsandelen 88 procent.
- Cimber Sterling og Norwegian har fået godt fat i markedet - førstnævnte i henholdsvis Aalborg og Aarhus, og sidstnævnte kun i Aalborg. En reduktion af den udbudte indenrigskapacitet hos SAS i juli måned på hele 50 procent kunne tyde på, at selskabet ikke længere har de nødvendige midler til at holde konkurrenterne væk. Det kunne indikere, at SAS måske på sigt er på vej ud af det danske indenrigsflymarked, vurderer direktør og seniorkonsulent Ole Kirchert Christensen fra Travelbroker Nordic.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret