SAS undgår pilotstrejke med aftale
Efter 17 timers overtid er SAS og de norske pilotforeninger nået til enighed om ny overenskomst, oplyser SAS.
Der bliver ingen strejke blandt de norske SAS-piloter, bekræfter parterne efter maratonmæglinger på næsten 18 timers overtid.
Piloterne og arbejdsgiveren er torsdag eftermiddag nået til enighed om en ny overenskomst. Dermed flyver samtlige SAS-fly til, fra og inden for Norge som planlagt.
Forhandlingerne har været vanskelige, og der var mange punkter at blive enige om, udtaler parterne ifølge nyhedsbureauet NTB, efter de kom ud fra den norske rigsmæglers kontor kort før klokken 18.
430 norske piloter var klar til at strejke, hvis forhandlingerne mellem Norsk Cockpitforbund, SAS Norge Pilotforening og SAS hos rigsmægleren ikke havde ført til en aftale.
En strejke ville have ramt store dele af SAS' trafik i Norge.
SAS har siden midten af april forhandlet med de to norske pilotforeninger NSF og SNF, og parterne har siden tirsdag forhandlet videre hos den norske rigsmægler.
Den ny overenskomst, der nu er opnået enighed om i Norge, gælder fra 1. april 2016 og er gyldig i et år.
- Det er godt, at vi nu har indgået en ny aftale med de norske pilotforeninger. Vi undgår trafikforstyrrelser i Norge, og vores passagerer kan rejse med os som planlagt, siger Rickard Gustafson, koncerndirektør i SAS, i en pressemeddelelse.
Uenighederne gik blandt andet på, at SAS ønsker en mere fleksibel kollektivaftale.
Også de svenske piloter har udsendt varsel om konflikt - dog først fra fredag klokken 18.
Forhandlingerne mellem SAS og den svenske pilotforening SPF fortsætter i Sverige, oplyser SAS.
Onsdag aften sagde informationschef hos SAS Knut Morten Johansen, at parterne er indstillede på at komme frem til en løsning.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet