Satspulje til digitalisering og unges fremtidsplaner

Dansk Folkepartis René Christensen er tilfreds med udsigten til flere millioner kroner til de ældre de kommende år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med en kasket både fra Guldborgsund Byråd og én fra Folketinget på hovedet er René Christensen fra Dansk Folkeparti meget tilfreds med weekendens resultat af forhandlingerne om de kommende års satspuljer.

Foruden regeringen er Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og de Konservative blevet enige om, at fordele 1,8 milliarder i de kommende år.

Satspuljer er penge både kommuner og andre kan søge, som tilskud til nyskabende projekter inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

- I Guldborgsund kommune kan vi få glæde af, at der i årets satspulje er sat mange penge af til at hjælpe borgerne til at blive digitaliseret, siger René Christensen.

- Der er sat 20 millioner af til at ældre kan blive mere fortrolige med digitaliseringen. Der er også sat 8 millioner af til de svage medborgere, for at give dem en mulighed for, at lære om digitalisering.

René Christensen glæder sig også over, at der er sat satspuljepenge af til at udvide de nuværende handleplaner for børn og unge til efter det fyldte 18. år, som skal sætte fokus på uddannelse og erhverv. Handleplaner skal derefter hedde fremtidsplaner.