Saxo Bank lurer på milliardopkøb i Holland
Saxo Bank kan være på vej til at udvide forretningen med et hollandsk opkøb. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Et bud på 3,2 milliarder kroner for den hollandske bank BinckBank bliver overvejet hos Saxo Bank-ledelsen.
Saxo Bank overvejer at købe den hollandske bank BinckBank for 3,2 milliarder kroner.
Det bekræfter banken i en meddelelse, efter at Bloomberg News fredag kunne fortælle, at de to banker var i dialog.
- Saxo Bank bekræfter, at der er konstruktive og fremskredne samtaler mellem parterne.
- På nuværende tidspunkt er det ikke sikkert, at der vil blive opnået enighed, og at en handel vil blive gennemført, skriver banken i en pressemeddelelse.
BinckBank har aktiviteter i Holland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien. Ved udgangen af sidste år havde banken 633.000 kunder.
Saxo Bank overvejer at byde 6,35 euro per aktie i BinckBank, der er børsnoteret i Holland.
Hvis det bliver til en realitet, er planen at afnotere BinckBank fra børsen.
Aktien i den hollandske bank har i øjeblikket en kurs på 4,72 euro, og dermed kan aktionærerne muligvis se frem til at få 35 procent mere for deres aktier.
Hvis handlen går igennem, vil Saxo Bank øge sin tilstedeværelse på verdenskortet.
Bankens historie går tilbage til 1992, hvor den blev stiftet under navnet Midas Fondsmæglerselskab af Lars Seier Christensen og Kim Fournais.
Den skiftede navn til sit nuværende i 2001. Banken har 1500 ansatte i København samt en række storbyer rundt i verden - herunder London, Paris, Hong Kong og Tokyo.
Lars Seier Christensen solgte sidste år sine aktier i banken til det kinesiske selskab Geely Group, der nu ejer 52 procent af Saxo Bank.
Kim Fournais er fortsat direktør i banken og ejer omkring 25 procent af aktierne.
Desuden ejer finske Sampo Bank omkring 20 procent af banken, mens en række nuværende og tidligere medarbejdere sidder på de sidste.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned