Saxo Bank kan blive brugt til hvidvaskning af penge og finansiering af terror. Finanstilsynet har på den baggrund meldt banken til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, bagmandspolitiet.
Bjørn Krog Andersen, juridisk chef i Saxo Bank, skriver i en pressemeddelelse, at banken tager Finanstilsynets vurdering til efterretning.
Den juridiske chef tilføjer, at Saxo Bank "naturligvis ikke ønsker at blive misbrugt til hvidvask, og at Banken allerede - som tidligere oplyst - har styrket området betydeligt."
- Det betyder, at bankens praksis i dag lever op til Finanstilsynets krav, lyder det fra Bjørn Krog Andersen.
Saxo Bank ønsker ikke at kommentere sagen yderligere overfor Ritzau men henviser blot til den udsendte pressemeddelelse.
Finanstilsynets anmeldelse kommer på baggrund af fire inspektioner i efteråret 2009 hos banken.
Og efter flere møder er tilsynet kommet frem til, at banken ikke gør nok for at forhindre risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme. Samtidig har banken overtrådt en række væsentlige bestemmelser i hvidvaskloven.
Ifølge Saxo Bank har Finanstilsynet har vurderet, at bankens høje antal af udenlandske kunder fra 170 forskellige lande samt det faktum, at man ikke er i fysisk kontakt med sine kunder, medfører en forhøjet risiko.
Finanstilsynet vil endvidere have en uvildig undersøgelse af banken. Og Bjørn Krog Andersen hilser påbuddet om en sådan undersøgelse velkommen.
- Saxo Bank har fuld forståelse for, at Finanstilsynet ikke kan påtage sig at gennemføre sådan en undersøgelse, og Saxo Bank ser frem til at samarbejde med Finanstilsynet om at få undersøgelsen gennemført hurtigst muligt, udtaler Bjørn Krog Andersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde