Scandlines bestiller færger på et andet værft

Offentliggjort Sidst opdateret

Midt i ærgrelsen over at leveringen af de to “superfærger ”Berlin” og “Copenhagen” ikke bliver til noget, understreger Scandlines, at man med opsigelsen af kontrakten i Stralsund ikke har opgivet at få nye skibe på overfarten Gedser-Rostock.

- Vi undersøger lige nu andre muligheder for at sikre, at vi kan sejle med nye skibe mellem Gedser og Rostock så hurtigt som muligt, siger Scandlines direktør Søren Poulsgaard Jensen.

Men der bliver under alle omstændigheder altså tale om forsinkelse i årevis på at få nyt materiale på ruten.

Hos P+S Werften,som er ved at blive taget under konkursbehandling, tager man situationen ganske roligt. Bobestyrer Berthold Brinkmann mener nemlig, at man kan gøre en bedre forretning - uden Scandlines.

Skibene ligger ufærdige ved kajen i Stralsund. Men mens man altså indtil de allerseneste dage ifølge Scandlines har forhandlet om, hvordan man kunne blive enige om at fortsætte samrbejdet om færgerne, har værftet og Brinkmann tilsyneladende været langt fremme med sonderinger på anden vis. Ifølge Berthold Brinkmann og NDR har man haft “Berlin” og “Copenhagen” sat ud til “prøvesalg” hos fem skibsmæglere over hele verden. Og de bud, man har fået, ligger angiveligt højere end det, Scandlines-handlen ville kunne indbringe.

Forklaringen er hovedsageligt, at færgerne i deres nuværende form ikke vil kunne bruges på det lave vand ved Gedser og derfor skal bygges om.