Scandlines betaler corona-støtte tilbage
Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Rederiet holder trods rejserestriktioner fast i beslutning fra september om at betale 69 millioner kroner tilbage til den danske stat.
2020 bliver et hårdt år for Scandlines, der som bekendt sejler på overfarterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.
Coronasituationen, som i løbet af året både førte til en midlertidig grænselukning og andre rejserestriktioner, har gjort et voldsomt indhug i antallet af biler og passagerer, der har benyttet færgeoverfarterne mellem Danmark og Tyskland, og det har kostet rederiet mange penge.
Scandlines oplyser mandag i en pressemeddelelse, at grænselukningen og de afledte effekter forventes at påvirke omsætningen negativt med mere end en milliard kroner.
På trods af det forventer rederiet stadig at komme ud af året uden underskud på bundlinjen, og på den baggrund har man i dag betalt de 69 millioner kroner tilbage til staten, som man ellers modtog tidligere på året fra hjælpepakkerne i støtte til faste omkostninger.
Beslutningen om at betale støttepengene tilbage blev truffet i september, og mandag blev den så effektueret.
- Støtteordningen er rigtig god for virksomheder, der er i alvorlige vanskeligheder. Det har vist sig, at vi har kunnet undgå at komme helt derud – så virker det passende at betale støtten tilbage, for vi ved ikke, om vi kan få brug for hjælp en anden gang.
- Modsat andre virksomheder har vi, på grund af vores rolle som kritisk infrastruktur, haft mulighed for at betjene en del af vores kunder, idet fragttrafikken har kunnet opretholdes i væsentligt omfang, siger Søren Poulsgaard Jensen, CEO i Scandlines, i pressemeddelelsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde