Scandlines fortsætter kamp for monopol-rute

Selvom den tyske monopolmyndighed, Bundeskartellamt, har pålagt Scandlines at give norske Bastø Fosen adgang til at benytte færgehavnen i Puttgarden, kan det vare længe inden de norske færger stævner ind på Rødby-Puttgarden overfarten.
- Selvfølgelig indklager vi afgørelsen i Bundeskartellamt, siger direktør John Steen Mikkelsen, Scandlines.

Dermed bliver det nu det tyske landsret-system, der skal tage stilling til spørgsmålet om den norske konkurrents adgang til færgehavnen i Puttgarden. Dertil kommer at Scandlines også i Danmark er involveret i en retsag om at lade nordmændene gøre brug af færgehavnen på den danske side.

Lige som spørgsmålet om adgangen til Puttgarden, har der også på dansk side været tovtrækkerier om konkurrentens adgang til Rødbyhavn.

Havneklagenævnet gav i 2006 Fosen adgang til at sejle på Rødby Havn, men den afgørelse klagede Scandlines over: Her mente man ikke, at Havneklagenævnet havde beføjelse til at gå så langt som man gjorde.

De norske konkurrenter, der vil ind på Rødby-Puttgarden, må have tålmodighed.

Offentliggjort Sidst opdateret