Scandlines vil satse på ren røg

Krav om renere færgerift fra 1. januar 2015. Scandlines har planer om at forsøge at "vaske røgen ren".

Offentliggjort Sidst opdateret

Når myndighederne fra 1. januar 2015 skærper kravene til, hvor meget færger må forurene luften, satser Scandlines på at leve op til dem ved populært sagt at “vaske røgen ren”. Det fortæller rederiets tekniske chef, Claus Nikolajsen.

Alternativet er at skifte den nuværende tunge fuelolie ud med et renere produkt - en løsning, som senest har fået rederiet TT-Line til at slå alarm: Det vil betyde en væsentlig forøget omkostning, når der i følge den tyske avis Lübecker Nachrichten skal bruges 700 Euro på et ton, der i dag købes for 400.

- Jeg tror ikke vores kunder vil mærke nogen voldsom prisstigning, siger Claus Nikolajsen.

Han frygter, at en satsning på den renere olie kan føre til forsyningsproblemer - og henviser til, at det heller ikke er gratis for miljøet, hvis raffinaderierne skal omdanne et egentligt restprodukt til diesel af den karat, som også bilerne kører på. I dag sejler Scandlines på den tunge olie, som ellers ikke kan bruges til meget andet.

- Vi vil satse på at rense røgen, siger Claus Nikolajsen og henviser til, at der i øjeblikket arbejdes intensivt på at udvikle teknologien på det område.