Selskab bag dansk vaccine ser nu mindre optimistisk på 2021

Bavarian Nordic fik tidligere i denne uge et tilsagn om støtte på 800 millioner kroner fra den danske stat til udviklingen af en coronavaccine. (Arkivfoto) Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

I andet kvartal faldt omsætningen hos Bavarian Nordic til 370 millioner fra 700 millioner sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske biotekselskab Bavarian Nordic, som i øjeblikket tester en mulig coronavaccine, ser nu mindre optimistisk på salget i 2021.

Corona påvirker markedet for flere af selskabets vacciner, og derfor forventer selskabet nu et salg på 1900 millioner kroner i år.

Tidligere ventedes et salg på mellem 1900 og 2200 millioner kroner, viser selskabets regnskab for april, maj og juni.

- Både rabies- og TBE-markedet (centraleuropæisk hjernebetændelse, red.) lider under det lave antal internationale rejser samt en begrænset tilgængelighed hos læger for andre typer vaccinationer end covid-19 i visser markedet, siger topchef Paul Chaplin i en kommentar.

I kvartalet faldt omsætningen til 370 millioner kroner. Samme periode sidste år var omsætningen 700 millioner.

Samtidig blev plus vendt til minus, da selskabet havde et underskud på 150,3 millioner kroner. Sidste år var der et overskud på 111,3 millioner kroner.

Den mulige coronavaccine med det mundrette navn ABNCoV2 har i de første studier med mennesker vist tegn på god beskyttelse.

Der er dog stadig et stykke vej, før at vaccinen eventuelt kan blive taget i brug i kampen mod covid-19. Aktuelt testes den i et fase 2-studie.

Det er den næstsidste fase, inden der muligvis skal søges om godkendelse hos myndighederne, så den kan blive taget i brug.

Det undersøges, om vaccinen fungerer som en såkaldt boostervaccine. Her får færdigvaccinerede og tidligere smittede endnu et stik.

Hvis det går vel, ventes afgørende forsøg - et fase 3-studie - at kunne begynde næste år. Det har Danmark bidraget med 800 millioner kroner til.

Bidraget er et forskud, hvor dele skal betales tilbage. Ifølge Paul Chaplin er det en vigtig blåstempling og teknologien bag.

- Finansieringsaftalen vil i tillæg til vores eget økonomiske bidrag til at udvikle programmet gennem fase 2 være tilstrækkelig til med nuværende planer at gennemføre udviklingen af ABNCoV2 frem til godkendelse, siger han.

Bavarian Nordic står blandt andet bag vacciner mod sygdommene kopper, abekopper og ebola.

Selskabet har hovedkontor i Hellerup. Det har, hvad der svarer til omkring 700 fuldtidsansatte på verdensplan.