Selvstændige har svært ved at få dagpenge

Det er mere end vanskeligt at opnå at få dagpenge, hvis man har prøvet at starte egen virksomhed, og så må lukke igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er mere end vanskeligt at opnå at få dagpenge, hvis man har prøvet at starte egen virksomhed, og så må lukke igen. Det mener direktør i de selvstændiges a-kasse ASE, Jesper Bøge.

Han ser flere eksempler på selvstændige, der kommer i klemme op grund af meget indviklede og tunge regler.

- Når man skal have dagpenge eller for den sags skyld efterløn, så skal man være endeligt ophørt med sin virksomhed. Hvis du eksempelvis som lastvognschauffør ikke kan komme af med din lastvogn, når du skal endeligt ophøre, så kan du ikke lukke din virksomhed. Og når du ikke kan lukke din virksomhed, så har du vanskeligt ved at få dagpenge. Det er urimeligt, siger Jesper Bøge.

Og derfor er der behov for, at politikerne får øjnene op for problemerne med reglerne, påpeger han.

- Både for at gøre det enklere og mere socialt ansvarligt over for de mennesker, som tør. Dermed vil man stimulere flere til at turde starte selvstændig virksomhed. Så det vil kun være en fordel for det danske samfund, men også den enkelte person, som tør at kaste sig ud i iværksætteri, siger Jesper Bøge.

-Jeg har endda oplevet, at de politikere som har lavet reglerne, ikke helt selv forstår dem, siger han.