Selvstændige oplever problemer med at skifte pensionsselskab
"Urimelige vilkår" spænder ben for, at selvstændigt erhvervsdrivende kan skifte pensionsselskab på ordentlige vilkår, viser undersøgelser fra Finanstilsynet. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Obligatoriske ydelser forhindrer nogle gange pensionskunder i at skifte selskab, viser undersøgelse.
Pensionsselskabernes vilkår kan gøre det svært og i nogle tilfælde umuligt for kunderne at skifte selskab, viser en undersøgelse fra Finanstilsynet.
Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.
Særligt selvstændigt erhvervsdrivende støder på problemer, når de gerne vil flytte deres pension over til et andet selskab.
Det afgivende selskab kommer nogle gange med krav om, at den nye ordning skal indeholde de samme ydelser som den eksisterende, inden den kan flyttes.
Der kan være krav om, at den nye ordning skal indeholde en børnepension, selv om kunden ikke har børn, viser undersøgelsen.
- Vi mener, at flere af de vilkår vi har fundet ikke er sagligt funderet i et hensyn til kunden, eller proportionelle i den grad de binder kunden, siger kontorchef hos Finanstilsynet Ulla Brøns Petersen.
- Det virker barokt, at obligatoriske ydelser, som du ikke selv har valgt, skal kunne forhindre dig i at tage din hvilende pension med dig, selv om det er det økonomisk mest fornuftige.
Finanstilsynet forsøgte i 2021 at fastlægge nogle retningslinjer på området, der skulle fungere som en løsning på problemerne.
Det var to afgørelser, hvor pensionskunder var blevet forhindret i at skifte selskab på grund af "urimelige vilkår", som fik tilsynet til at fastlægge en praksis.
- Det er et spørgsmål om, hvem der skal bestemme over dine penge, når du ikke længere har et tilhørsforhold til dem, der forvalter dine penge, siger Ulla Brøns Petersen.
- Hvad vil være redelig og loyal adfærd over for dig som kunde i den situation? Vilkår, der begrænser dine muligheder, skal være sagligt begrundet i hensynet til dit behov.
Undersøgelsen er en del af Finanstilsynets 2025-strategi. Her fokuserer man på "ordentlighed i den finansielle sektor".
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde