Servicekoncernen ISS vinder milliardkontrakt med britisk ministerium
Mere end 800 ISS-ansatte skal levere blandt andet rengøring og kantinedrift til britisk ministerium.
Servicekoncernen ISS har vundet en syvårig kontrakt med det britiske ministerium for miljø, fødevarer og landbrug (Defra) til en samlet værdi af 3,64 milliarder kroner.
Det skriver den danske koncern i en pressemeddelelse.
Det svarer til en årlig værdi på 520 millioner kroner.
ISS tjener sine penge på rengøring, kantinedrift, sikkerhed og generel facility management.
Kontrakten med Defra vil blandt andet omfatte rengøring, affaldshåndtering, sikkerhed og vedligeholdelse af grunde, lyder det i meddelelsen.
Mere end 800 ISS-ansatte vil stå for at levere denne service til over 300 af ministeriets lokationer i Storbritannien.
Ifølge Liz Benison, der er topchef for ISS' britiske forretningsben, markerer kontrakten en milepæl for hendes ansvarsområde.
- Denne sejr afspejler ikke kun styrken af vores brancheførende servicetilbud, siger hun i meddelelsen.
- Men den bekræfter også vores strategiske beslutning om at arbejde med kunder, der deler vores værdier - og at dette kan gøres uden at gå på kompromis med kommerciel vækst og gensidige fordele.
ISS omsatte for 76,5 milliarder kroner sidste år. Det var mere end fem milliarder højere end året før.
Koncernen var hårdt ramt af coronapandemien og de medfølgende nedlukninger, fordi der ikke var brug for dens service i samme omfang.
Derfor var det også en kærkommen tendens, at mange begyndte at vende tilbage til arbejdspladsen i løbet af sidste år.
Selskabet kom ud af 2022 med et overskud på 2,1 milliard kroner. Det var mere end en tredobling sammenlignet med året før.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned