SF: Kommuner bør få lov at bruge flere penge på velfærd
SF vil se på, om budgetlovens sanktioner går ud over velfærden i kommunerne. Finansminister afviser.
Det giver ingen mening, at kommunerne får færre ansatte til at tage sig af børnene, de ældre og arbejdsløse, når der er samtidig er penge til overs i kassen.
Det siger SF's gruppeformand, Jonas Dahl, efter det er kommet frem, at kommunerne ifølge Danmarks Statistik fik 2100 færre fuldtidsansatte i første kvartal til at tage sig af opgaver inden for det største velfærdsområde, social beskyttelse.
- Kommunerne havde sidste år knap 2,5 milliarder kroner i overskud. Problemet er, at kommuner og regioner ikke tør bruge pengene fuldt ud, fordi de frygter for sanktioner i henhold til budgetloven.
- Derfor mener vi i SF, at vi er nødt til at se på de sanktioner, så vi sikrer, at når der er styr på økonomien, så skal man selvfølgelig have mulighed for at bruge de penge, der er i kassen, til velfærd, siger Jonas Dahl.
Budgetloven blev vedtaget i Folketinget i 2012. Den skal sikre, at der er styr på udgifterne i regioner og kommuner og betyder blandt andet, at kommunerne skal overholde et loft over serviceudgifterne. Ellers bliver de straffet på pengepungen.
- Vi bør undersøge, om budgetloven kvæler velfærden i kommunerne på baggrund af de seneste års underforbrug, siger Jonas Dahl.
- Vi bliver nødt til at få kortlagt, hvordan vi kan indrette loven mere klogt, så angsten for sanktioner ikke leder til et underforbrug, der går ud over den almindelige borger, tilføjer han.
Finansminister Bjarne Corydon (S) mener overordnet, at det er positivt, at kommunerne er meget omhyggelige med at overholde deres budgetter, og han afviser at se på lempelser.
- Det går ikke at lempe budgetloven, siger Bjarne Corydon:
- Der skal løbende være styr på økonomien, for at vi kan få hele linjen til at gå op - altså få pengene til at passe, blive ved med at holde fast i den private jobskabelse, som jo finansierer velfærden, og så ansvarligt bevilge flere midler til et stærkere fællesskab.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde