Siemens lukker jysk fabrik: 430 mister jobbet
Siemens nedlægger 430 arbejdspladser i Engesvang ved Silkeborg. Produktionen af vinger flyttes til Aalborg. Foto: AP/Heribert Proepper
AP/Heribert Proepper
Siemens har besluttet at lukke sin vingefabrik i Engesvang ved Silkeborg. Fortsætter i Aalborg og Brande.
Siemens Wind Power har afleveret en tung besked til de 430 ansatte på vindmølleproducentens fabrik i Engesvang ved Silkeborg.
Den tyske koncern har besluttet sig for at lukke fabrikken, og derfor er alle ansatte blevet afskediget.
- Der er sket det, at vingerne på markedet er vokset hurtigere, end vi forudså, så der er ikke nok efterspørgsel på de vinger, som vi laver i Engesvang.
- Og vi kan ikke lave større vinger der, fordi fabrikken er presset inde og ikke kan udvides, siger Michael Hannibal, som er offshore-direktør i Siemens Windpower, til Ritzau Finans.
Dermed stopper mere end ti års produktionen af vinger i Engesvang, og i stedet satser Siemens på sine andre produktionsfaciliteter i Brande og Aalborg.
Og selv om man for nylig også har været igennem en fyringsrunde i Aalborg, så er vindmøllevirksomheden fortsat arbejdsgiver for tusinder af danskere.
Selv efter lukningen af fabrikken i Engesvang vil Siemens beskæftige 8000 mennesker i Danmark, herunder 6500 i vindmølleforretningen.
- Vi forventer at kunne fastholde vores medarbejdere i Danmark, selv om væksten sker ude i verden.
- Selv når vi åbner en vingefabrik i Egypten eller Marokko, så giver det eksempelvis arbejde til vores danske fabrik, hvor vi laver møllehuse, siger Michael Hannibal til Ritzau Finans.
Siemens indtog Danmark, da man i 2004 købte det daværende Bonus Energy. Dengang havde man 650 ansatte.
På fabrikken i Engesvang kunne man producere vinger med en længde på 49 eller 53 meter, mens man i Aalborg kan klare vinger på 75 meter.
Samtidig er der ingen malehal i Engesvang. Det er der i Aalborg, hvor der også er plads til at udvide med nye produktionshaller.
Efter at varslingen af fyringerne er foretaget onsdag følger 21 dages forhandlinger med fagforeninger og tillidsrepræsentanter.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde