Når en forretning reklamerer med, at forbrugerne kan gøre et "kup", så må man forvente, at priserne rent faktisk er sat ned. Det må byggemarkedskæden Silvan nu lære på den hårde måde.
Silvan accepterer således en bøde på 200.000 kroner, efter Forbrugerombudsmanden har meldt kæden til politiet for at snyde forbrugerne i kædens tilbudsaviser.
I en række reklameaviser i uge 18-21 i maj måned 2010 annoncerede Silvan med priser, der var markeret med teksten "Majkup".
Men efter at have undersøgt Silvans priser i både april og maj måned 2010 fandt Forbrugerombudsmanden et antal varer, der blev solgt til samme pris i hele perioden - men hvor varerne i maj måned blev markedsført som et "Majkup".
Det er vildledning og i strid med markedsføringsloven, mener Forbrugerombudsmanden.
- En erhvervsdrivende må ikke i sin markedsføring give indtryk af, at priserne er sat ned, hvis det ikke er tilfældet.
- Når man kalder noget et "Majkup", indikerer det, at der er tale om en vare, der kan købes til en særlig fordelagtig pris i netop maj måned, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.
Silvan har erkendt de faktiske forhold og vil rette markedsføringen for fremtiden. Byggemarkedskæden har besluttet at acceptere bøden for vildledende markedsføring.
Betegnelsen "Majkup" har Silvan anvendt som et tema i en længere årrække ved markedsføringen af både varer, der var på tilbud, og varer, der blev markedsført til deres normale pris i maj måned.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned