Singlemænd overgår kvinder i ejerboligstatistik
Når en person, der ikke er i et forhold, køber en ejerlejlighed, er der størst sandsynlighed for, at det er en mand. Det viser tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto) Foto: Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Forhold som lønforskelle kan være en årsag til, at singlemænd sidder tungere på ejerboligmarkedet end kvinder.
Når en enlig overtager en ejerbolig, er der størst sandsynlighed for, at der er tale om en mand og ikke en kvinde.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at mens hver tredje singlemand bor i ejerbolig, så gælder det kun for hver fjerde singlekvinde.
At flere singlemænd vælger at købe bolig fremfor at leje, kan ifølge Thomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig, skyldes forskellige grundlæggende behov og ønsker mellem kønnene.
- Det ligger nok mere grundlæggende i mænd at ville have ejerskab og kontrol over boligen.
- Mange kvinder har måske ikke det samme behov for at eje, men foretrækker måske i stedet den fleksibilitet, der følger med at bo til leje, siger Thomas Hovgaard.
Han tilføjer, at der er en generel tendens til, at når et par flytter fra hinanden, så er det typisk manden, der bliver boende, hvis der er nogen, der gør det.
- Det kan hænge sammen med, at manden med sin generelt højere løn bedre har råd til at blive boende i boligen, siger Thomas Hovgaard.
Tidligere i år viste en opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at mænd gennemsnitligt tjener 22 procent mere end kvinder.
- At mænd generelt får højere lønninger end kvinder, er uden tvivl medvirkende til, at mændene tæller højere i ejerboligstatistikken, siger Thomas Hovgaard.
Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser desuden, at ægtepar i overvejende grad foretrækker at eje deres bolig frem for at leje den.
Ifølge opgørelsen bor 77 procent af danske ægtepar i ejerbolig, mens kun 23 procent bor til leje.
- Drømmen om ejerbolig er langt nemmere at realisere for ægteparrene end for singler - først og fremmest af den åbenlyse årsag, at de sammen har en større indkomst.
- Samtidig er boligen og alt, der følger med også nemmere at holde, når man er to, siger Thomas Hovgaard.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker