Singler efterlyser mindre pakker

Selv om antallet af danskere, der bor alene, vokser støt, er flertallet af supermarkedernes varer indrettet til familier.

Men stod det til halvdelen af singlerne, så tilbød detailhandlen også mindre pakker, viser en undersøgelse, som FDB Analyse har lavet for magasinet Samvirke.

Det er især mælk og æg, som singlerne ikke får spist, før maden er for gammel. Undersøgelsen viser også, at 48 procent af de danske singler synes, at en pakke med 500 gram oksekød er for stor til deres behov.

Singlerne må dog kigge langt efter deres ønske. For så længe folk ikke vil betale ekstra for dem, kommer der ikke mindre pakker, understreger Coop, der blandt andet står bag Fakta, Kvickly og Super Brugsen.

- Vi er meget prisfokuserede i Danmark. De kunder, der efterspørger mindre størrelser, er ofte ikke villige til at betale den ekstra pris, som en mindre vare koster, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark.

Han forklarer, at varerne bliver dyrere, jo mindre de er på grund af ekstra omkostninger til håndtering og mere emballage.

Coop vil dog ikke helt afvise, at mindre pakninger med tiden vil finde vej til koncernens supermarkeder.

- Vi følger forbrugernes indkøb, og kommer der stor efterspørgsel efter mindre pakker, vil vi sælge dem i supermarkederne, siger Jens Juul Nielsen.

/ritzau/

Danske singler vil have mad i mindre pakker. Men så længe danskerne ikke er villige til at betale ekstra, kommer der ikke små pakker, siger Coop.

Offentliggjort Sidst opdateret