Skatte-fradrag uden effekt på LF-byggeri

Formanden for Dansk Byggeri Lolland-Falster har svært ved at finde de optimistiske signaler for branchen lige nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg ville ønske, at jeg kunne melde optimistisk ud. Men det kan jeg desværre ikke.

Sådan siger Lennarth Kobbernagel, formand for brancheorganisationen Dansk Byggeri Lolland-Falster.

Manglen på optimisme står han nemlig ikke alene med:

- Vi har lige haft bestyrelsesmøde, og det var ikke opløftende meldinger om ordreindgang - eller manglen på samme - og beskæftigelse, som blev fremlagt. Vi har netop også gennemført en decideret undersøgelse blandt vores medlemmer i byggeriet her lokalt på Lolland-Falster. Omkring halvdelen af vores 120 medlemmer har svaret - og blandt dem er der kun én, som giver udtryk for lidt optimisme. Helt grundlæggende kan vi også konstatere, at det seneste initiativ med eksempelvis det såkaldte boligfradrag med skattefordel for byggeopgaver til boligejerne har været stort set uden virkning, påpeger Lennarth Kobbernagel.

- Der er selvfølgelig nogle, der gerne vil have fradraget. Men der er næppe nogen, der sætter byggeri i gang på grund af fradraget. Så har vi i øvrigt også det problem, at det denne gang - i modsætning til tidligere tilskudsordninger - er sådan, at det er kunderne selv, der skal sørge for “papirarbejdet” via indberetning til Skat med videre. Det er mit indtryk, at mange faktisk synes, det forekommer noget “bøvlet”, tilføjer byggeri-formanden.

Han peger på generel usikkerhed som hovedårsagen til, at også byggeriet, bolighandelen og en række andre brancher som eksempelvis detalihandelen er hårdt presset.

- Der kommer hele tiden nye meldinger og initiatitiver, som tit skaber mere usikkerhed end fremgang. Senest har vi jo set, at snakken om hjælp til boligmarkedet umiddelbart nærmest har sat handelen mere i stå. Generelt tror jeg, at mange er usikre og utrygge for eksempel på deres job-fremtid. Og så holder man på pengene, mener Lennarth Kobbernagel, som mener, at byggeriet på Lolland-Falster helt overordnet står alt for stille i øjeblikket.