Skatteminister bøjer sig i sag om fryns

Skatteminister Kristian Jensen (V) trækker i land, når det handler om at tvinge arbejdsgiverne til at overtage kontrollen med de ansattes frynsegoder. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Efter heftig kritik fra blandt andre brancheorganisationerne DI og Dansk Erhverv har ministeren opgivet planerne om at lade arbejdsgiverne administrere og løbende opgøre værdierne af frynsegoder til hver enkelt medarbejder.

Det bliver således fortsat op til lønmodtagerne selv at kontrollere, om den samlede værdi af frynsegoder overstiger bagatelgrænsen på 5.500 kroner årligt.

Ifølge det oprindelige forslag skulle arbejdsgiverne påføres pligt til at kontrollere, om værdierne af de samlede frynsegoder til hver enkelt medarbejder kom op over denne grænse. Det skete ud fra en antagelse om, at lønmodtagerne på den konto årligt unddrager Skat for omkring 25 millioner kroner.

Men arbejdsgivernes kontrol ville ifølge DI og Dansk Erhverv koste langt mere end de 25 millioner kroner.

Til gengæld har ministeren udvidet listen over, hvilke goder arbejdsgiverne har pligt til at indberette.

DI er glad for, at virksomhederne nu slipper for nye administrative byrder.

Skatteministeren bebuder, at Skat snarest vil komme med udførlige regler for, hvilke frynsegoder arbejdsgiverne skal indberette.

- Høringssvarene viser os, at vi kom til at belemre arbejdsgiverne med langt mere administrativt bøvl, end vi havde regnet med i begyndelsen. Derfor har jeg bedt mine folk gå tilbage til tegnebrættet for at udforme nye og mere enkle regler end dem, vi havde lagt op til, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Hug fra erhvervslivet får skatteminister til at droppe planer, som skulle tvinge virksomhederne til at indberette de ansattes frynsegoder.

Offentliggjort Sidst opdateret