Skattestyrelsen har godkendt rentefrie lån for seks milliarder
Skattestyrelsen har indtil videre godkendt rentefrie momslån for seks milliarder kroner. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Cirka ni ud af ti af de virksomheder, der har søgt om et rentefrit momslån, har fået godkendt det.
I en måneds tid har danske virksomheder kunnet søge om et rentefrit momslån.
Siden har Skattestyrelsen modtaget godt 22.200 ansøgninger om at få lov til at optage et sådant lån. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
20.300 eller 91 procent af virksomhederne har fået godkendt et lån. I alt er der godkendt lån for seks milliarder kroner.
- Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis man som virksomhedsejer endnu ikke har ansøgt om det rentefrie lån, er det ikke for sent.
- Ansøgningsfristen er 15. juni, og ud fra det, vi ved om virksomhederne, er det vores vurdering, at lånene kan være relevante for flere virksomheder end dem, der allerede har søgt, siger Peter Thorgaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Det rentefrie lån vil svare til den moms, som virksomheden indberettede i marts, eller lønsumsafgiften indberettet i april for visse virksomheder som for eksempel tandlæger, fysioterapeuter og vognmænd.
Hovedårsagen til, at ni procent af virksomhederne har fået afslag på et lån, er ifølge Skattestyrelsen, at de ikke har indsendt en momsangivelse i marts.
- Der er dog også enkelte, der ikke kan få andel i lånene, fordi virksomhedens ejer tidligere er dømt for skatte- eller momssvig, siger Peter Thorgaard.
Overordnet kan ordningen bruges af omkring 300.000 virksomheder, der potentielt ville kunne få lån for omkring 35 milliarder kroner.
Alle 300.000 virksomheder har i maj fået et brev fra Skattestyrelsen om lånemuligheden.
Ifølge Skattestyrelsen behandles virksomhedernes ansøgninger inden for fem arbejdsdage.
Ansøgningsfristen er mandag 15. juni, og lånet skal tilbagebetales senest 1. april 2021.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde