Skibsredere vil have nyt våben mod pirater

For at undgå pirater skal handelsskibene i Det Indiske Ocean have hurtig adgang til de data, som satellitovervågning af skibene i det store ocean giver mulighed for. Det mener Danmarks Rederiforening, der i stigende grad er bekymret over piratangrebene i det store ocean.

Vicedirektør i rederiforeningen, Jan Fritz Hansen siger, at når piraterne i dag forsøger at kapre skibe ude i oceanet 1000 km fra kysten, skal der andre midler i brug.

- Vi kan ikke - som i Adenbugten - lave sejladskorridorer i Det Indiske Ocean, og havet er for stort til, at krigsskibene kan passe på. Derfor vil vi gerne have adgang til de informationer, så snart et muligt piratmoderskib er spottet via satellit. På den måde kan vi planlægge sejlrute for at undgå piraterne. I dag får vi disse informationer med 2-3 dages forsinkelse, og så er det for sent, siger Jan Fritz Hansen.

Trods en storstilet international flådeindsats ud for Somalias kyst lykkedes det pirater at kapre 47 skibe i 2009 - samme antal som i 2008. Der skulle dog flere forsøg til. I 2009 var antallet af angreb 217 mod 11 året før.

- Der er desværre en stigende trend i billedet, siger Jan Fritz Hansen.

Blandt de kaprede skibe i 2009 var containerskibet Maersk Alabama fra A.P. Møller-Mærks amerikanske datterselskab Maersk Ltd., der sejlede med nødhjælp til Afrika. Dramaet om Alabama i april gik verden rundt. Skibets kaptajn var gidsel i tre dage, før amerikanske skarpskytter befriede ham ved at dræbe gidseltagerne.

I november søgte pirater igen at kapre Maersk Alabama, men det fik bevæbnede vagter om bord afværget.

/ritzau/

Danmarks Rederiforening vil have nye midler i brug i kampen mod pirater i Det Indiske Ocean. Overvågning og hurtig rapportering er løsningen.

Offentliggjort Sidst opdateret