Magtkampen mellem bestyrelsen i Amagerbanken og bankens hovedaktionær Karsten Ree kan ende med, at banken må dreje nøglen om. Det vurderer professor og ekspert i ledelse Anders Drejer, Aalborg Universitet.
- Jeg frygter, det kan være den sidste pind til ligkisten. At de gode kunder og gode interessenter forlader banken, siger Anders Drejer.
Amagerbanken blev reddet fra lukning i 11. time ved en storstilet aktieudvidelse - og her smed Ree omkring 300 millioner kroner ind for at bevare sin ejerandel på godt en tredjedel i banken.
Men Karsten Ree vil nu have valuta for sine aktier og har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling til november for at få bestyrelsen væltet - og især for at få en ny bestyrelsesformand i stedet for N.E. Nielsen.
Men N.E. Nielsen har ikke tænkt at trække sig inden og uden kamp. Og han bakkes op af seks menige bestyrelsesmedlemmer i banken.
Men Karsten Ree bakkes samtidig op af statens repræsentanter i bestyrelsen, Steen Hove og Steen Hemmingsen samt en anden større aktionær Nykredit.
- Det, der foregår lige nu, er et magtspil mellem dele af bestyrelsen og Karsten Ree. Det handler om, at bestyrelsesmedlemmerne ikke vil have siddende på sig, at de er inkompetente, lyder det fra Anders Drejer.
Men at man nu udstiller sit beskidte vasketøj i fuld offentlighed kan i sidste ende blive katastrofalt for Amagerbanken:
- Det skulle være håndteret internt, hvis det skulle have været efter bankens interesse. Nu råder fornuften ikke rigtig længere - nu er det æren og magt, mener professoren.
Anders Drejer forventer, at opgøret ender med, at man får en ny formand for bordenden i bestyrelsen i Amagerbanken.
- Enten klappes det af inden generalforsamlingen - eller også ender det med det helt store hundeslagsmål, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker