Smartphones kan true it-sikkerheden

Nye avancerede mobiltelefoner, smartphones som for eksempel en iPhone, udgør en vigtig trussel for it-sikkerheden. Det vurderer it-sikkerhedsvirksomheden Symantec, der er kommet med bud på næste års store it-trusler.

Telefonerne vinder hurtigt frem og baner sig vej til virksomhederne, ikke mindst fordi ansatte tager dem med ind på arbejdspladsen.

- Man begynder at flytte data fra virksomheden over på en smartphone, så den enkelte med kort varsel kan få fat på oplysningerne, siger Peter Schjøtt, sikkerhedsspecialist hos Symantec.

Set fra et sikkerhedssynspunkt er der flere problemer med telefonerne. Værst er det, at så mange går tabt med deres måske vigtige lager af data. Desuden lurer risikoen for egentlige virusangreb mod telefonerne.

Symantec vurderer, at der er en stigende risiko for ondsindede angreb, idet markedet for den type apparater efterhånden er ved at falde på plads.

- Platforme som Android og iPhone har taget omkring 30 procent af markedet hver. Dermed bliver det nemmere at lave ondsindet software mod dem, da der er færre at koncentrere sig om, vurderer Peter Schjøtt.

Man kan beskytte data med pinkoder og via software sikre, at telefonen bliver renset, hvis nogen fjerner sim-kortet. Samtidig opfordrer Peter Schjøtt brugere til at være konservative med, hvad de vælger at lægge ned på mobiltelefonen.

En anden væsentlig trussel forude er ifølge Symantec de politisk motiverede it-angreb. Verden har på det seneste været vidne til store it-angreb til forsvar for Wikileaks-tjenesten.

Symantec har dog især hæftet sig ved den såkaldte Stuxnet-orm, der tidligere på året menes anvendt i angreb mod iranske installationer.

Der er tale om en it-orm udviklet målrettet mod industrielle systemer. Ifølge Symantec har det taget et år at udvikle truslen - og det er langt fra et enmandsarbejde.

Med den type angreb er der lagt op til "cyberkrig" mellem store spillere, måske endda stater. Men Peter Schjøtt mener stadig, at it-sikkerhedsfirmaerne kan spille en rolle i det spil.

- Vi kan udvikle sikkerhedssystemer, der kan hindre angreb på for eksempel et lands elforsyning, siger han.

/ritzau/

Nye avancerede mobiltelefoner er en af de kommende trusler mod it-sikkerheden, vurderer eksperter hos it-sikkerhedsselskabet Symantec.

Offentliggjort Sidst opdateret