SØRENS OPFINDELSE KAN VÆRE MILLIARDER VÆRD

Erhvervsmand Søren Holm Larsen med sin opfindelse; en plastring med vægtstykke af plast og metal, som gør det nemmere at afbalancere dæk. Foto: Anders Knudsen

Erhvervsmanden Søren Holm Larsen har fået patent på en opfindelse, der kan være mange penge værd.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Egentlig beskæftiger Søren Holm Larsen sig ikke professionelt med biler. Til gengæld er han lidt af en opfinder, og da han nørklede med sine egne biler, kom han på en ny idé til at afbalancere bildæk.

Ved afbalancering bruger autoværksteder i dag normalt selvklæbende klodser, som limes fast til fælgen. De er svære at få af igen, når de skal flyttes ved næste dækskifte.

Søren Holm Larsens nye løsning er et smalt bånd af blød plast, som lægges inde i dækfælgen i en enkelt ring. De små vægtstykker, som bruges til dækafbalancering, er lavet af plast og metal og kan klikkes fast på plastbåndet og nemt flyttes for yderligere justering.

Idéen er, at værkstedet dermed sparer en masse bøvl og mange kostbare minutter, hver gang en bil skal have skiftet dæk.

- Værkstederne er godt trætte af at skulle bruge tid på at banke afbalanceringsklodser af og risikere at ridse bilens fælge. De kan sagtens se potentialet i den nye løsning, der gør det nemt at montere og flytte rundt på vægtklodserne, siger Søren Holm Larsen.

Plastringen sættes på indersiden af fælgen med dobbeltklæbende tape og vægtstykkerne kan nemt flyttes rundt og klikkes af og på ringen, når dækkene skal afbalanceres. Dermed slipper værkstederne for at bruge tid på at banke afbalanceringsklodser af. Foto: Anders Knudsen

Elsker at nørde

Han er til daglig ejerleder for familievirksomheden Holms på Aarhusvej i Nykøbing. Holms sælger miljøvenlige anlæg til vandbehandling, kaffemaskiner, vandkølere og opvaskemaskiner til restaurationsbranchen.

Oprindeligt er han dog uddannet smed og maskinarbejder og har en fortid på sukkerfabrikkerne.

Han elsker at nørde med alt muligt andet teknisk, blandt andet hans egne og firmaets biler, som han selv står for at udføre service, dækskifte og vedligeholdelse på.

- Jeg har gået over irriteret mig over afbalancering af dæk og tænkt, at det da må kunne gøres nemmere. Derfor fandt jeg på det her plastbånd, som du kan montere på indersiden af fælgen med selvklæbende bånd, og hvor du nemt kan flytte vægtstykkerne frem og tilbage for justering, forklarer Søren Holm Larsen.

Jeg har gået over irriteret mig over afbalancering af dæk og tænkt, at det da må kunne gøres nemmere.

Søren Holm Larsen, ejer af Holms

Nu har han udtaget verdenspatent på løsningen, som han kalder WheelBalance. Og produktet er færdigudviklet og klar til produktion.

Vurderet til milliarder

Han har allerede haft kontakt til fabrikker, der vil kunne producere plastring og vægtklodser. Men han erkender, at opgaven med at opbygge et internationalt salgsnetværk hurtigt kan blive for stor en mundfuld for ham.

- Så planen er nu at sælge patentet videre til nogle, der er store nok til at få opfindelsen udbredt i hele verden, siger Søren Holm Larsen.

Med cirka 250 millioner personbiler alene i Europa, som typisk får afbalanceret dæk en til to gange årligt, og derudover USA, hvor der ifølge opfinderen bliver afbalanceret omkring fem milliarder bildæk årligt, er potentialet enormt.

- Det er en god forretning for en virksomhed med salgsnetværket i orden, hvis de kan sælge 2,5 milliarder af dem om året og tjene nogle få kroner per styk, som han siger.

I næste uge skal han mødes med en dækproducent, som er interesseret i at høre mere om WheelBalance. Og sælger han patentet kan der vente en lukrativ sum penge.

- Da jeg fik opfindelsen vurderet af patentbureauer, anslog de, at den potentielt kunne have en værdi på op imod syv milliarder kroner. Det er selvfølgelig slet ikke sikkert, det ender der. Det kan også være, at det ”kun” bliver 50 millioner kroner. Nu må vi se, hvad der sker, siger Søren Holm Larsen.